Arbejdende museumsmølle

Nr. Jernløse Mølle

Møllens historie
Skt. Peders Mølle

Skt. Peders Mølle var oprindeligt en af møllerne på Nørrevold i København

Også denne mølle går ifølge optegnelser langt tilbage, helt til 1651, da møller Jockim Daesk fik bevilling til opstilling af en vejrmølle på Helmers Bastion. 
Møllen er utvivlsomt opkaldt efter den nærliggen­de tyske kirke: Skt. Petri. 

Dens næste ejer - fra 1669 - Mickel Bødike, har en del vanskelig­heder, fordi bastionen skal omlægges, og han bliver i den anledning beordret til at nedlægge sin mølle. 
Den bliver derefter flyttet ud til krohuset ved Roskildevej. 

1687 får møller Jens Andersen tilladelse til opsætning af en ny vejrmølle på 30 alen i diameter, hvilket tyder på, at det har været en stubmølle. 
Denne må i så fald på et eller andet tidspunkt være erstattet af den hollandske mølle, thi billeder fra sidste halvdel af forrige århundrede viser tydeligt, at der nu er tale om en hollandsk mølle. 
Den var forsynet med omgang og havde knop i toppen og stammer ifølge Nørre Jernløse Møllerlaug fra 1853.

Skt. Peders Mølle stod på grænsen mel­lem Vestervold og Nørrevold, hvor Kre­ditforeningens bygning i dag ligger. Her ses den fra Vester Voldgade med Vand­værket og Københavns anden banegård som baggrund. 1885 flyttedes den til Nørre Jernløse ved Holbæk, hvor den stadig er at finde. 

Tegning fra 1810. Københavns Bymuseum. 

Møllen fik som stade anvist den yderste plads på bastionen, med forpligtelse til at anlægge og vedligeholde en vej op til den. 

Omkring 1725-50 ejedes møllen af enken efter Jørgen Pedersen Sandberg, Karen Kristensdatter. Hun var gift ialt 4 gange. Dette vi­ser, hvor eftertragtede møllerenker var, og at møllervirksomhed var en indbringende forretning og altså gjorde udøveren til et »godt par­ti«. 

I perioden 1780 til 1880 har møllen skiftet ejer særdeles ofte. 1880 blev den overtaget af O.l. Hyrup, der blev dens sidste ejer. 1885 blev den nedrevet, samtidig med at volden blev sløjfet. Som flere af de an­dre voldmøller blev den flyttet til Holbæk-egnen og genopført i Nr. Jernløse. 

Alt dette skete samme år, som Vestervold ved Lucie Mølle sløjfe­des, og denne mølles skæbne drøftedes - og samme år, som ingeniør H. Hammerich i Industriforeningen og i Teknisk Forening fremsat­te forslag om en boulevardbane i København, der skulle sænkes dybt ned i jorden under de store boulevarder, således at overfladetrafikken på disse forblev uhindret. Denne bane skulle som en tværlinie for­binde de nord- og sydgående jernbanelinier med hinanden.

Aborreparken anlagdes 1886 ved Hel­mers Bastion, hvor Skt. Peders Mølle havde stået. På de tidligere volde ses nu Ny Rosenborg, Helmerhus samt Dag­marteatret. Men da Studenterforening­ens Bygning opførtes 1910, forsvandt den lille idylliske park. 

Foto 1910. 

Vigtige datoer for møllen

1993

20. Juni: Jernløse Kommune sælger møllen til Nr.Jernløse Møllelaug for 1 kr., med ret til at købe den tilbage til samme pris. Møllelauget har løbende renoveret det indvendige i møllen, så den i dag fremstår som fuldt funktionsdygtig og kan male korn som i gamle dage.

1979

Juli: Kaj Roed sælger møllen til Jernløse kommune, som bruger den som et beskæftigelses projekt, hvor den bliver renoveret udvendigt.

1972

Juli: Kaj Roed overtager møllen efter Holger Roeds død. 

1968

November: DLG lejer sig ind og står for drift.

1961

Oktober: Holger Roed køber møllen

1960

Møllen fusionerer med Vinstrup mølle v/Henning Hansen

1954

Vingerne falder ned i en storm – vindmøllen opgives.

1930

Dampmaskinen udskiftes med dieselmotor.

1922

Møllen moderniseres med selvkrøjer/vindrose og selvsvikker/klapsejl.

1920

Kornmagasinet ved møllen bygges.

1902

Dampmaskine installeres.

1901

Der bliver anlagt savværk ved møllen.

1899

Ole Martin Nielsen oplært på Kisserup mølle overtager den.

1885

Gårdejer Niels Peter Rasmussen køber møllen da den bliver revet ned, og transporterer den til Nr.Jernløse med hest og vogn, og genopbygger den.

1853

Møllen bliver bygget på Nørrevold i København, for enden af St.Pederstræde, og får navnet St.Peders Mølle.

Vil du hælpe til?

Har lyst til arbejde/hjælpe til med at holde møllen igang så kontakt formanden for møllelauget - de kan altid bruge ekstra hænder.